Viden, tryghed og pålidelighed

Valtor Industri A/S er leverandør af ventiler, aktuatorer og andre komponenter til flowstyring. Vi leverer både standardkomponenter og komplette specialløsninger, som vi skræddersyer til dit behov. Som dansk hovedagentur for 10 europæiske producenter, har vi et solidt proces- og applikationskendskab på tværs af brancher.

Valtor Industri blev grundlagt i 1987, og er i dag ejerledet af direktør Mogens Bay og salgschef Thomas Jørgensen. Med 12 medarbejdere har vi en dynamisk størrelse, hvor alle uanset funktion ved hvordan produkterne fungerer, sådan at kunden kan få hjælp uanset, hvem de taler med.

Alle aktiviteter er samlet i Silkeborg og her findes salgsafdeling, værksted, montageafdeling, trykprøvestand og lager under samme tag.

Fra viden til løsninger

For en del kunder er vi grossisten, der har de produkter, de har behov for, mens vi for andre er sparringspartnere og leverandører af specialløsninger. Vi har et mål om, at ingen kunder går fra virksomheden med uforrettet sag. Vi løser opgaven selvom den ligger i periferien af vores vanlige løsninger. Det er ofte sådan, at kunder får den første kontakt til os.

Vi er i høj grad en virksomhed, der består af applikations- og procesnørder. Nogle kommer med ingeniørmæssig baggrund, andre som maskinteknikere og en del har handelsmæssig baggrund. Den samlede viden i huset gør, at vi har særdeles godt styr på vores standardprodukter, og rummer viden til at finde eller skabe specialløsninger. Vi er lagerførende og har en kort reaktionstid, derfor kan vi afsende fra time til time fra vores lager i Silkeborg.

Når pålidelighed er afgørende

Den vigtigste værdi hos Valtor Industri er pålidelighed. Konkret indebærer det at overholde aftaler og at opføre sig ordentligt, så vores kunder oplever en stabil, troværdig og forudsigelig leverandør.

Pålideligheden gælder naturligvis også de produkter, vi har valgt at forhandle. Med europæiske mærkevarer og teknisk support fra vores bagland har vi løsningen, der bringer dig videre.

Nogen vil måske kalde det gamle dyder. For os er det dyder, som aldrig går af mode.

Besøg vores produktside og se mere

Valtor Industri A/S i Silkeborg
Top